Termoplastiske elastomerer-forkortet som TPE eller TPR (står for *Thermoplastic Rubber*)-er en klasse af elastomerer, der udviser gummi-lignende elasticitet ved stuetemperatur, mens de har evnen til at blive plastisk støbt ved forhøjede temperaturer. Strukturelt er termoplastiske elastomerer karakteriseret ved forskellige harpikssegmenter og gummisegmenter forbundet med kemiske bindinger; harpikssegmenterne danner fysiske-krydsforbindelsespunkter gennem intermolekylære kræfter, mens gummisegmenterne fungerer som højelastiske kæder, der giver materialet elasticitet. Den fysiske tværbinding inden for plastsegmenterne undergår reversible ændringer som reaktion på temperaturudsving, hvilket giver termoplastiske elastomerer de forarbejdningsegenskaber, der er typiske for plast. Som følge heraf kombinerer termoplastiske elastomerer de fysiske og mekaniske egenskaber af vulkaniseret gummi med bearbejdningsevnerne af termoplastisk plast; de repræsenterer en ny klasse af polymere materialer placeret mellem gummier og harpikser og omtales ofte som "tredje-generationsgummi."
Siden Bayer første gang syntetiserede termoplastisk polyurethan (TPU) i 1958, har TPE-området oplevet en rivende udvikling. Denne vækst blev især accelereret efter fremkomsten af styren-baserede termoplastiske elastomerer i 1963, en milepæl, der førte til den progressive forfining af teoretiske rammer vedrørende TPE-syntese og en betydelig udvidelse af deres anvendelsesdomæner.